Azur Azur
I Brohuset Østervang 103
| | Brohuset
ENTRÉ
25 kr.
Azur Azur er instrumental folk med en kølig nordisk tone, som opstår i mødet mellem skandinavisk folkemusiktradition og jazzede improvisationer.
Trioen er dannet af kontrabassist Frederik Mensink, som sammen med musikerne Rasmus Brinck (Tailcoat) og Jonathan Fjord Bredholt (Hvalfugl, Sylfide) skaber et lydunivers, som blander moderne folkemusik og ny, nordisk jazz.
Musikken har rod i den nordiske musik, hvor drevne danserytmer ulmer under længselsfulde melodier.
I et nærværende, opmærksomt og improviserende sammenspil blander nyckelharpe, klaver og kontrabas sig i blide klangfulde stemninger med rytmisk spændstighed og præcision.
Bandet er pladeaktuelle med debutalbummet noget blåt, som udkom i september 2022. Albummet har fået en god modtagelse og er blevet spillet i både P2 og P8 Jazz.
”Stemningsfuldt, indbydende, åbenhjertigt og på samme tid frydefuldt og sanseligt…” – JazzSpecial.
”Det er meget let at holde af Azur Azur. Der er en dragende ro og tryghed i musikken…” – JazzNyt.
På albummet skaber de tre musikere deres lydunivers omkring originale, spidsfindige og stemningsfulde kompositioner.
Musikken placerer sig på grænsen mellem folkemusik og ny nordisk jazz og giver associationer til Jan Johanssons Jazz på Svenska, samt skandinaviske folk-bands som Bazar Blå, Väsen og Gjermund Larsen Trio.
”Vi forsøger at skabe en moderne lyd med afsæt i den musiktradition som findes her i norden. Azur Azur handler om fascinationen af folkemusikkens universelle sprog, med dens blå toner og mystiske rytmer.” fortæller Frederik Mensink.
Line-up:
Frederik Mensink: kontrabas
Rasmus Brinck: nyckelharpa
Jonathan Fjord Bredholt: piano
Frederik Mensink er uddannet fra Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje og har studeret improvisation og verdensmusik i Göteborg. Han er en bassist, der udfordrer og skubber til grænserne for bassens rolle i nordisk folkemusik.
Bandets pianist, Jonathan Fjord Bredholt, kendes også fra det anmelderroste band Hvalfugl, der har udgivet tre albums og spillet et hav af koncerter. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorie og har udviklet en nordisk tone i sit spil, der opstår i mødet mellem jazz og folkemusik.
Rasmus Brinck har studeret nyckelharpa ved Den Kungliga Musikhögskola i Stockholm. Han spiller desuden i folkemusikbandet Tailcoat, som var nomineret til ‘Årets talent’ ved DMA Folk 2019.
Praktisk:
Koncerten afholdes i Brohuset
Adresse: Østervang 103 i Hillerød.
Billetter købes i døren eller her på siden (der er kun få billetter.)
Pris: 25 kr.
Hvorfor laver Klaverfabrikken koncerter i Brohuset?
Musik, koncert og kultur er for alle. Klaverfabrikken engagerer sig i samfundet og laver samarbejder om koncerter uden for vores egne bygninger, så flere kan få glæde af musikken.
I Kongens Vænge har vi et godt samarbejde med den lokale boligforening, som sælger billetter i døren og inviterer lokale beboere.
Det giver fuld huse, næsten hver gang, der er Klaverfabrikken-koncert i Brohuset.