Michael Sunding
MUSIKKEN OG DET LEGESYGE DYB
| | Klaverfabrikken
ENTRÉ
Gratis
I forbindelse med Hillerød Musikaftenskoles generalforsamling inviteres DU til koncert/foredrag/impro/ med:
MICHAEL, MUSIKKEN OG DET LEGESYGE DYB
Flow, tradition, fornyelse og improvisation.
”Jeg er en nysgerrig sjæl, der ELSKER at lege med musikken, og dér søger jeg naturligt altid hen imod det frie og ubesværede.
Det gælder om at fjerne filtrene, så musikken kan flyde frit og barrieren hos både mig selv og lytterne forsvinder. Musikken og rytmerne skal ramme maven og brede sig som varme hos den enkelte.”
Sådan siger den energiske og udadvendte pianist, sanger og musik-kamæleon Michael Sunding om sin tilgang til at spille og lytte – ja, i det hele taget være til stede i et musikalsk univers.
Han holder generelt af ”at skrue ned for kompleksiteten og op for det melodiske, for ofte ligger der en masse guld gemt i det mere enkle og direkte tonesprog, og tilhørerne skal ikke nødvendigvis have trænede ører for at følge med”.
Når det så er sagt, er der bestemt også plads til andre indfaldsvinkler i hans musik, der fx også er båret af en kæmpe forkærlighed til grooves – men med denne måde at tænke kreativt på er han frigjort fra genre-konventioner og kan koncentrere sig om det musikalske flow og her-og-nu-tid.
Michael Sunding har tidligere fornyet dansk og nordisk musikalsk arvegods med udgivelserne ”The Melodies of Carl Nielsen”, ”The Melodies of Nordic Christmas” og ”PH på ny”.
De to førstnævnte blev begge Ugens Album på P8 Jazz og anmelderne har taget overvældende imod med beskrivelser som:
”Unikt, Elegant, Finurligt, Sådan kan man lege med Nationalarven, hvis man er begavet nok” og ikke mindst ”Et seriøst dansk svar på Jan Johanssons legendariske album Jazz på Svenska” fra 1964 – et cadeau ift. Nordens nok mest ikoniske jazz-/folk-udgivelse gennem tiden.
Helt aktuelt arbejder han dette efterår bl.a. på et projekt, der udkommer i 2025: ”Nye sange på Halfdansk”, hvor han sætter Halfdan Rasmussen lyrik i musik – samt ”Koncerten om Carls fynske barndom” for børn, om Carl Nielsens unge år og hans oplevelser og følelser.
Denne aften får vi smagsprøver fra de ovenstående projekter, improvisationer, jazz, blues, salsa, soul og andet, der falder for, når det flyder og begejstringen tager over – akkompagneret af vidtløftige fortællinger om musikkens magi.
PRAKTISK:
Arrangementet holdes på Klaverfabrikken i Truckhallen.
Koncerten begynder kl. 19.00 – dørene åbner 18.45.
Arrangementet er gratis, og ALLE er velkomne.